TEST DIG SELV - Hvordan har du det egentlig?
Er du glad og fuld af energi? Bevæger livet sig i den rigtige retning? Eller går det ikke helt som du vil?
Hvis du hænger med hovedet og føler, du er gået i stå, så er der ingen grund til at fortvivle. Måske skal du bare lige have fat i en enkelt lille ledetråd, for at komme ud af labyrinten og tilbage på rette spor igen.
Det er en god idé at føre dagbog, logbog - eller bare tage et par notater, så du hele tiden er bevidst om, hvordan du har det - og så du altid kan holde dig ajour med dit forløb. Det er en fordel at vide, hvad der virker for dig, og hvad der kan slå dig ud af kurs.
ACCEPT GIVER RO
Begynd altid med at acceptere alting som det er. Virkeligheden er ikke sådan at lave om på. Den er som den er, og det er kun hvis vi synes, den burde være anderledes, at vi har et problem. Accepter, hvis du er træt og i dårligt humør. Sådan er det for alle indimellem og det er altså helt OK. Ingen kan være på toppen hele tiden. Indimellem må vi lige trække stikket ud og slappe helt af.
MÆRK EFTER
Det handler om at lytte til dig selv og mærke, hvad der rører sig i din krop og sjæl. Jeg vil bede dig tænke over nedenstående spørgsmål. Du behøver ikke tage dem alle sammen på en gang. Kig på overskrifterne, tag de punkter, der lige taler til dig - og prøv mine forslag til at komme videre af den vej. Måske kan du formulere dig en ny vane, du gerne vil tage til dig. Skriv vanen op i dit vaneskema, og check hver morgen, om du huskede det i går.
STIL DIG SELV 14 VIGTIGE SPØRGSMÅL
- og foretag nogle ændringer, hvis dine svar fortæller, at det vil gavne dig. Altså tag dig selv alvorligt og vær din egen bedste advokat.
1. Hvordan har du det?
Hvordan har du det i virkeligheden? Tænk lidt over hvordan du har det - og skriv evt. nogle linier, så det bliver mere tydeligt for dig. Sover du godt? Har du for travlt? Giver du sig selv alenetid? Eller er du altid i gang med at være noget for nogen? Får du underholdning nok? Eller er du for meget alene? Hvad har du brug for lige nu? Skriv det ned så det bliver tydeligt for dig.
2. Hvordan er dit forhold til maden?
Går det godt i løbet af dagen, men er svært om aftenen? Går det godt i løbet af ugen, men er svært i weekenden? Er der en bestemt slags mad, der udfordrer lige nu? F.eks. sukker? Får du mad nok? Og er den i balance i forhold til kulhydrat, protein og fedt? Får du vand nok? Hvad kan gøre dine måltider lidt bedre? Er dit køkkenlager fyldt op? Trænger du bare til ny inspiration. Gå på opdagelse i artiklerne i MAD&MOTION
3. Hvordan er din kropsbevidsthed for tiden?
Trækker du vejret ordentligt og husker du at gøre dybe energigivende vejrtrækninger flere gange om dagen? Er du i god kontakt med din krop lige nu? Er dit energifelt udviddet eller sammentrukket? Er du kommet lidt væk fra dig selv? Føler du dig ekstra sårbar for tiden? Gå til lektion 9
4. Føler du dig urolig?
Bliver du forstyrret af dine tanker? Er det fortid eller fremtid, der forstyrrer dig? Lektion 3 kan hjælpe dig med at finde roen igen. Er der følelser, du ikke rigtig ved hvordan du skal tackle? Hvilke følelser er mest fremherskende lige nu? Er du er ked af det? Vred? Bekymret eller bange? Gå til lektion 11
5. Har du mistet fokus?
Har du styr på fremtidsbilledet? Det er dit vigtigste fokuspunkt. Det er dit pejlemærke og din motivation. Billedet fortæller dig hvorfor du gider anstrenge dig med at indøve nye vaner. Se dit positive fremtidsbillede - og mærk hvordan det vil føles, når du er kommet i mål. Hvad har du lyst til at gøre for at komme derhen? Hvad har du lyst til at undvære, for at tage det næste skridt, som bringer dig nærmere dit mål? Styrk dit fremtidsbillede i lektion 4.
6. Hvilke overbevisninger holder dig tilbage?
Tænker du, at det er for svært, at du alligevel aldrig bliver slank? At du ikke er god nok, at du nok alligevel aldrig vil komme til at holde vægten? At du ikke kan finde ud af at være slank, at ... Den slags tanker behøver du ikke at finde dig i. Du kan lave dine overbevisninger om i lektion 8.
7.Hvad er gået godt indtil nu?
Det er vigtigt at du husker dine små fremskridt og sejre, så det hele ikke bare bliver en lang jagt efter den slanke krop. Læg godt mærke til hvad du rent faktisk ændrer. Måske er du blevet lidt bedre til at trække vejret og mærke efter i maven, før du spiser, måske kommer du hurtigere videre efter at være "faldet i", måske er din mad blevet sundere? Hvad er du blevet bedre til? Og har du rent faktisk tabt dig?
8. Når du ikke det vigtige?
Prioriterer du ikke din tid på den bedste måde? Bruger du for meget tid på uvæsentlige ting, så du aldrig når det virkelig vigtige? Check dine værdier i lektion 13.
9. Husker du motionen?
Hvis det er svært at få passet fysisk aktivitet ind i din hverdag, så find ud af hvad du i det mindste kan klare. Du behøver ikke nødvendigvis træne i fitnesscenter, det er helt ok med gåture og lidt øvelser derhjemme. Kan du gå en tur på 15 minutter hver dag? Kan du tage 5 minutter på kondicyklen? Små enkle ting som at cykle på arbejde og tage trappen har også en virkning. Husk at lidt er bedre end ingenting.
10. Fylder fortiden for meget?
Bliver tankerne fra fortiden ved med at nage dig? Er der mennesker, du er nødt til at afklare nogle ting med? Lektion 5 handler om at sætte tankerne fra fortiden på plads.
11. Savner du ressourcer?
Hvilke? Skal du finde nysgerrigheden frem? Vil du have fat i en følelse af succes? Hvor er tilliden blevet af? I Lektion 10 får du fat i ressourcerne
12. Beskriv dine udfordringer lige nu
Hvad er du i gang med af vanskelige projekter? Se for dig hvordan det bliver, hvis det bliver løst på den bedste måde. Brug de samme principper med fremtidsbilledet på alle mulige andre projekter også. Kæd det evt. sammen med dit slanke fremtids-jeg.
13. Giver du processen opmærksomhed nok?
Får du kigget på lektionerne? Er du i gang med øvelserne? De virker kun hvis du udfører dem.
14. Hvad er dit fokuspunkt den næste tid?
Hvad har du brug for og hvad har du lyst til?