PERSONLIGHEDSTEST
Gå direkte videre til testen...
Der er mange måder at gå til en opgave på - og ikke alle måder passer til enhver. Derfor kan det være en hjælp at kende sine personlighedstræk - at vide om sig selv om man foretrækker at tænke over tingene eller straks gå i gang, om man har tendens til at fordybe sig i detaljer, så man glemmer overblikket - eller om man er mere styret af følelser end af tanker. Den slags viden kan betyde, at du nemmere kan støtte dig selv - og at du vil opdage det, hvis du endnu engang forsøger at tvinge dig selv til at handle på en måde, der ikke lige ligger til din personlighed.
Forstå dig selv
Når du har gennemført testen, har du mulighed for at kigge på din personlighed fra 12 forskellige vinkler og få et nuanceret billede af din måde at tænke, føle og forholde dig til verden på. Der er ikke tale om 12 forskellige roller, men om spændvidden i 12 forskellige aspekter. Resultatet af testen kan hjælpe med at forstå dine "særheder", nuancerne i dine reaktionsmønstre, og give dig en idé om, hvordan du bedre kan motivere dig selv.
Kan du genkende dig selv?
Selv om testen naturligvis er af generel karakter, vil du sikkert kunne genkende træk hos dig selv. Skulle du have vanskeligt ved det, eller er du uenig med test-resultatet, må du huske på, at teksten er blevet til på grundlag af ganske få spørgsmål. En fuldstændig og præcis beskrivelse af en personlighed kræver en langt mere omfattende test foretaget ved et personligt møde. Læg også mærke til, hvis der er testresultater, der provokerer dig, og du hårdnakket hævder, at sådan er du absolut ikke. Måske passer det alligevel, når du tænker nærmere over det? Prøv at spørge én, der kender dig godt.
Dit tankemønster skaber dine reaktioner
Grundlaget for personlighedstesten er metaprogrammerne, som er NLP-teoriens beskrivelse af menneskers dybe, grundlæggende karaktertræk. Vi bliver født som individuelle personligheder og især gennem de første år udvikler vi de personlige kendetegn, som kommer til at tegne vores personlighed resten af livet. De grundlæggende træk er bestemt af både arv og miljø, og de bliver en del af det "filter", vi oplever verden igennem. Selvom vore dybe personlighedstræk er godt forankrede og umiddelbart vanskelige at påvirke, vil de alligevel forandre sig gradvist gennem livet - ligesom de kan variere efter livsområde. Du har måske nemt ved at have overblik over de områder der vedrører familien, men har svært ved at overskue, hvad der skal til for at tabe 10 kilo. Eller du har meget brug for tryghed, når det gælder følelser og personlige behov, mens du trives udmærket med mange ubekendte faktorer på jobbet. Vil du påvirke din adfærd, er det en fordel at begynde med at acceptere det, som er, og så arbejde stille og roligt ud derfra. Er du f.eks. meget påvirket af andres meninger - og ønsker du at ændre det, kan du vænne dig til at være mere opmærksom på dine følelser og din indre stemme. Prøv at sammenligne dine problematiske livsområder (f.eks. vægt og spisning) med dine velfungerende (f.eks. job eller parforhold). Måske opdager du, hvorfor noget er vanskeligt, og måske får du nogle ideer til at gribe dine problemer an på en ny og mere overskuelig måde.
Hver af de 12 typer er opdelt i to (en enkelt i tre) mulige personlighedstræk:
Hen mod
Motiveres bedst af noget, man vil opnå og formulerer sine ønsker positivt. Taler om muligheder, hvad man kan opnå, og går efter mål.
Væk fra
Taler mere om at ville være fri for noget, end om at ville noget og bruger derfor mange negative og kritiske formuleringer.
Mulighed
Lever bedst med at have mange forskellige muligheder og valg. Er god til de store linier og vil gerne bevæge sig ind på nye områder og udvikle alternative løsninger.
Nødvendighed
Holder af struktur og orden og foretager ofte sine bevidste og ubevidste valg ud fra, at "jeg er nødt til at". Lægger mærke til detaljer og har det bedst, når tingene er, som de plejer.
Lighed
Foretrækker, at alt bliver ved det gamle. Bliver hjulpet frem af stabilitet og rutiner og bryder sig ikke om forandringer.
Forskellighed
Kan lide at være i konstant bevægelse og forandring. Er derfor god til at finde nye positive og kreative løsninger.
Uafhængig
Fungerer og arbejder bedst alene. Er mere fokuseret på egne handlinger end på andre mennesker og kan derfor have svært ved at skabe kontakt.
Team
Bryder sig ikke om at løse opgaver alene eller tage ansvar alene og fungerer derfor bedst på et hold. Er god til at skabe kontakt til andre mennesker.
Opgaveorienteret
Mere interesseret i selve arbejdsprocessen end i resultatet. Det er rart at få tingene gjort efter planen og på den rigtige måde.
Relationsorienteret
Ofte mere interesseret i de mennesker, der er involveret i en opgave, end i selve opgaven.
Internt refererende
Vurderer sit eget resultat ved at mærke efter hos sig selv. Kan derfor have svært ved at acceptere andres vurderinger og tage imod feedback fra andre.
Eksternt refererende
Har brug for andres mening for at bedømme sin egen indsats. Kan være tilbøjelig til at lade andre mennesker beslutte for sig.
Tænke-type
Har en rationel tilgang til problemer, der bliver beskrevet nøgternt og løst logisk. Kan have svært ved at sympatisere og vise medfølelse med andre.
Føle-type
Er meget emotionelt styret. Påvirkes meget af andre og kan lade sig overvælde af følelser.
Igangsættende
Kan lide at tage initiativ og sætte nyt i gang. Handler gerne spontant og påvirker sit liv og omgivelser meget. Handler også nogle gange uden at tænke først.
Eftertænksom
Tænker tingene grundigt igennem, før der træffes beslutninger. Forholder sig gerne afventende.
Specifik
Holder meget af detaljer, arbejder bedst med delmål og har svært ved at holde det store overblik.
Generel
Foretrækker overblik og helhedsindtryk. Kan nemt håndtere store mængder information og keder sig over detaljer.
Kortsigtet
Opfatter verden i nuet og har stort behov for frihed. Vil helst ikke konkludere eller afslutte noget. God til at tilpasse sig.
Langsigtet
Lever bedst med præcision og planlægning. Vil gerne konkludere, evaluere og afrunde.
Indadvendt
Vurderer situationer i forhold til sin indre verden. Er opmærksom på tanker og følelser og foretrækker at være alene for at lade ny energi op.
Udadvendt
Får ny energi sammen med andre mennesker og har derfor stort behov for at være sammen med andre. Forholder sig direkte til verden.
Fortid
Tiltrækkes af det allerede kendte - holder af traditioner og vurderer situationer ud fra fortidens positive og negative erfaringer.
Nutid
God til at tage tingene som de kommer, men kan også glemme aftaler og igangværende projekter til fordel for det der sker lige nu.
Fremtid
Vurderer situationer ud fra forestillinger om fremtiden. Kan være meget målrettet og ambitiøs og tænker ofte i muligheder og visioner.